Dejlige sprøde krebinetter, serveret med stuvede ærter, gulerod og blomkål og gerne nye kartofler. Det er klassisk dansk ret, som de fleste af os nok kender.
Den er dog også kendt under navnet karbonader, og rent faktisk er det stort set altid karbonader vi spiser herhjemme i danmark.
Jeg har bare altid kaldt det krebinetter, selvom det egentlig er karbonader denne her opskrift er til.
Forskellen på karbonader og krebinetter er at man også propper brødkrummer og fløde i farsen til krebinetter. Men jeg foretrækker dem nu uden, så her får opskriften på karbonader / krebinetter som jeg godt kan lide det.
Mange laver kun stuvede ærter og gulerødder, men jeg syntes nu det er lækkert med lidt blomkål i også. Du kan også tilføje andre typer kål hvis du foretrækker det.
Krebinetter med kartofler og stuvning

Opskrift på Hjemmelavede krebinetter, med kartofler og stuvede grøntsager

  • Antal: 3-4 Personer alt efter sult
  • Tidsforbrug: 50 minutter
  • Forfatter: Søren

 

Ingredienser til krebinetter

  • 500 gram hakket kalv og flæsk, gerne med fedtprocent 10-12%
  • 1 æg
  • 200 gram rasp
  • Lidt smør og olivenolie til at stege i
  • Salt og Peber

Ingredienser til stuvning

  • 100 gram ærter
  • 100 gram gulerødder
  • 100 gram blomkål
  • 50 gram smør
  • 2 spsk mel
  • 6-8 dl mælk alt efter hvor tyk du øsnker stuvningen
  • salt og peber til at smage til

Tilbehør

  • ca. 750 gram kartofler

Fremgangsmåde

Start med at skrælle kartoflerne, med mindre du helst vil have dem med skræl og evt. pille dem senere.krebinetter med panering

Lav derefter stuvningen, ved at smelte smør der blandes med mel, der piskes grundigt i. Tilsæt så mælk og lad den koge op. Tilsæt dernæst ærter, gulerødder og blomkål, og lad så stuvningen simre mens du laver resten. Smag stuvningen til med friskkværnet salt og peber.

Du skal sørge for at røre i stuvningen løbende så den ikke brænder på.

Sæt kartoftler over, når vandet koger skal de have ca. 20 minutter alt efter hvor store de er, men check dem med en gaffel ind imellem.

Begynd at forme krebinetterne, der skal gerne komme ca. 6 krebinetter ud af 500 gram hakket kalv og flæsk

Slå ægget ud på en tallerken og bland det med en gaffel, og vend krebinetterne i ægget.

Hæld rasp ud på en anden tallerken og vende krebinetterne grundigt i raspen.

Når der er ca. 10 minutter til kartoflerne er færdige skal krebinetterne steges, på en pande ved middelvarme, i ca. 5 minutter på hver side.

Så er det ellers bare at servere retten rygende varm. Du kan evt. proppe kartoflerne i stuvningen også

God Appetit!

Print Friendly